Weekendavisen
Religion og politik kan ikke skilles ad. Og det mærkes i europæisk politik, især når der tales kvinderettigheder, stamcelleforskning og homoseksualitet.
Af RIKKE ALBRECHTSEN
BRUXELLES – Gay Mitchell kunne ikke vende tilbage til irsk politik med blod på sine hænder.
Derfor gjorde den konservative EU-parlamentariker sit bedste for at stille sig i vejen for, at EU’s bistandsmidler kunne blive brugt til at finansiere adgang til sikre og pålidelige reproduktive og seksuelle behandlingsformer og services.
Blandt andet ved at give dem mulighed for at få foretaget en abort.
Og selv om mindre end én procent af EU’s 16 milliarder store udviklingsbudget for 2007-2013
er afsat til familieplanlægningsprojekter og kamp mod HIV/aids, stillede den katolske konservative sig på bagbenene. Som Europa-Parlamentets såkaldte rapporteur på området og dermed ansvarlig for at få forslaget til at passere gennem parlamentets plenarforsamling, gjorde han sit bedste for at stå i vejen for processen, før han blev banket på plads af sin egen konservative gruppe, så politikken endelig gik igennem Europa-Parlamentet kort før jul.
Hans arbejde blev set som et forsøg på at bombe kvinders rettigheder 30 år tilbage og indføre en europæisk version af Bush’s Gag rule; den regel, der sørger for, at ingen dollars fra det amerikanske udviklingsbudget går til bistandsprojekter, der advokerer for anden tilgang til seksuel eller reproduktiv sundhed end afholdenhed.
Og da det blev tydeligt for ham, at han ikke ville få fjernet de kontroversielle ord, valgte Mitchell af samvittighedsgrunde at stille modforslag til sin egen tekst i et sidste forsøg på at afholde irske skatteborgeres penge fra at understøtte noget, der for ham var etisk uforsvarligt.
»Han vidste godt selv, at han ikke ville have fået det igennem, hvis han gik til udvalget med det, så derfor tog han sit forslag direkte med ind i salen,« siger Britta Thomsen, der er socialdemokratisk EU-parlamentariker og sidder som stedfortræder i udviklingsudvalget og også er medlem af ligestillingsudvalget. Hun er dermed placeret, så hun ofte mærker spændingerne, når et religionsfølsomt emne rammer EU. Og fløjene er hårdt trukket op, når det drejer sig om ting, der kan ses som en indblanding i skaberværket.
Den katolske kirke har stærke allierede i EU. Lande som Irland, Portugal, Polen og især Malta har den katolske kirkes doktriner i baghovedet, når de sidder ved forhandlingsbordet i Ministerrådet. Men der, hvor der er friest spillerum, er i Europa-Parlamentet, hvor der ikke er den samme konsensus-orientering, som man ser hos ministrene, som ofte bliver nødt til at nå til fuld enighed, inden de forlader lokalet. Desuden skal parlamentarikerne vælges i deres hjemlige egne bagefter. Derfor bliver de nødt til at råbe det højere for at få opmærksomhed hjemmefra og har ikke råd til at vakle i mærkesagerne, lyder vurderingen fra diplomater, der har fulgt processen tæt.
»Det påvirker os i vores arbejde i parlamentet. Især polakkerne i Den Polske Familieliga, men også kristendemokraterne er på nogle områder meget præget af kirken. Østrigerne var for eksempel meget imod, at der skulle gives midler til stamcelleforskning. Men det er også et problem, at vi har en leder af ligestillingsudvalget, der er mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Det står jo i vejen for, hvad der kommer til at stå i betænkningerne,« siger Britta Thomsen og henviser til den slovakiske leder af ligestillingsudvalget, Anna Zaborska , der ligesom Gay Mitchell er medlem af Europa-Parlamentets største gruppe, det kristelige centrum-højre, EPP-ED, der tæller 277 medlemmer blandt de 785 parlamentarikere.
Derudover finder kirken nogle af sine støtter i Unionen for Nationernes Europa og i Uafhængighed og Demokrati-gruppe, der blandt andre huser Den Polske Familieliga, der i en udstilling i parlamentet har sammenlignet abort med holocaust.
Lederen af den spritnye højreekstreme gruppe i parlamentet Identitet, Tradition, Suverænitet, Bruno Gollnisch fra det franske Front National, har også meldt ud, at beskyttelsen af familien får en fremstående plads i deres politiske arbejde, og at en rigtig familie er én, hvor børn har både far og en mor.
Den forhenværende leder af kristendemokraterne, Hans-Gert Pöttering, er just blevet forfremmet til formand for Europa-Parlamentet, og det har vakt en vis bekymring, at en mand med så stærk tilknytning til kirken og så konservative holdninger skal tegne de folkevalgte udadtil. Især i kontrast til den afgående socialist Josep Borrell, der var kendt for blandt andet sin støtte til homoseksuelles rettigheder og sin kritik af den italienske kommissær-kandidat, Rocco Buttiglione. Ham, der fik en billet tilbage til Italien, da parlamentarikerne fandt det, han selv syntes, var god kristen lærdom, en kende for konservativt. Og Borrell ville ikke have en justitskommissær, ‘som synes, at homoseksualitet er en synd og kvinder bør blive hjemme og føde børn under sin mands beskyttelse’, som han bemærkede under kontroversen.
Det pan-europæiske parti bag den kristendemokratiske gruppe lagde sit sidste årsmøde i Rom, hvor Pöttering forsikrede pave Benedict XVI om, at han var ‘overbevist om det europæiske projekts spirituelle og moralske dimension ‘, og han understregede over for paven, at han nok skal arbejde for at få en henvisning til den kristne arv i Europa ind i Forfatningstraktaten.
Et synspunkt han deler med Angela Merkel, der som tysk kansler lige nu sidder i EU’s chefstol, mens landet har unionens roterende formandskab. Tyske diplomater mener ikke på nuværende tidspunkt, at kansleren tør røre ved den omstridte tekst i frygt for, at dokumentet vil smuldre mellem hænderne på hende, hvis hun først åbner den principielle diskussion om Guds plads i papiret. Men lige nu ved ingen, præcis hvordan traktaten kommer til at se ud, og bliver ballet først åbnet, vender alle tilbage til egne kæpheste.
»Man kan selvfølgelig sige, at det er ligegyldigt, om der kommer en henvisning til Gud i forfatningstraktaten. Men det er bare toppen af det isbjerg, som gemmer sig nedenunder, og som især har en indflydelse på det familiepolitiske område, det vil sige prævention, abort, seksuel orientering og stamcelleforskning. Her er det i princippet nationalstaterne selv, der bestemmer, mens det har jo indflydelse på for eksempel udviklingspolitikken,« siger Lene Sjørup, der er lektor ved Københavns Universitet og har forsket i den katolske kirkes lobbyvirksomhed i Bruxelles.
Hun mener, der bør holdes øje med den katolske kirkes meget effektive lobbying på alle niveauer.
»Vatikanet bruger sin dobbelte status som både stat og kirke til at gøre sin indflydelse gældende. Og de har lobbyet især kristendemokraterne intensivt. De mødtes med Pöttering så sent som i november for at få ham til at fortsætte arbejdet med at få en reference ind i forfatningstraktaten, der understreger, at den europæiske arv er kristen i sin oprindelse,« siger hun
Hun bekræfter, at religionens indflydelse i den politiske sfære er blevet markant tydeligere, siden EU blev udvidet i 2004.
»Af de 10 nye lande i EU er der dels mange katolske og ortodokse, og dels følger regeringerne også Vatikanets retningslinjer i deres overordnede politik,« siger hun og henviser til de såkaldte konkordater; særaftaler, som indgås mellem nationer og Den Hellige Stol, der kan siges at være centraladministrationen i den katolske kirke. De giver kirken indflydelse på blandt andet kristendomsundervisning i offentlige skoler, udnævnelse af teologiske professorer ved statsuniversiteter og på retlige områder, der berører sådan noget som abort, skilsmisse eller bioteknologi.
Kari E. Børresen er teolog, seniorprofessor ved Oslo Universitet og har brugt sit professionelle liv på at studere kirkens syn på kvinder. Hun mener, at det grundlæggende problem opstår i det øjeblik, det sekulære princip om den individuelle religionsfrihed bliver udvidet til at blive en kollektiv frihed for religionssamfund, som benægter kvindernes menneskerettighederne. Og at den konflikt er et politisk tabu, som de europæiske politikere forsøger at ignorere.
»Alle europæiske lande har underskrevet kvindekonventioner, hvor kvinders kontrol over egen frugtbarhed bliver beskrevet som en menneskeret. Men samtidig har en række lande i Europa konkordater med Den Hellige Stol, som går i stik modsat retning,« siger Kari E. Børresen og tilføjer, at Vatikanet sammen med otte muslimske lande og USA ikke har underskrevet FN’s Konvention om diskriminering af kvinder, CEDAW, og at disse alle stemte ihærdigt imod kvinders rettigheder ved FN’s kvindekonferencer i Cairo 1994 og Peking i 1995.
»I Norden har vi en fejlagtig opfattelse af, at religion er en privatsag, som man for alt i verden skal beskytte mod indblanding. Men vi bliver nødt til at indse, at religion grundlæggende er en kollektiv faktor. Det er kun, fordi vi har en politisk statsfeminisme, og kirken har været under politisk kontrol, at det er lykkedes for kvinder at få den status, de har i Norden i dag, « siger Børresen, der selv er katolik. Hun mener, at det helt grundlæggende problem er, at mænd har forrang for kvinder i alle de store verdensreligioner, deriblandt katolicismen.
»Den katolske kirke anerkender ikke, at kvinder også er dækket ind under menneskerettighederne. For den er kvinden kun skabt som et nødvendigt redskab for mænds forplantning,« siger Børresen og understreger, at de universelle menneskerettigheder er en sekulær forestilling med rod i oplysningstiden, og at det ikke var før 1900-tallet, at disse rettigheder blev udbredt til også at dække kvinder.
Sociallovgivningen, familieretten og hvad der ellers normalt falder ind under disse punkter blander EU sig ikke i. Og det giver et modsætningsforhold mellem EU’s officielle mål om ligestilling mellem mænd og kvinder og de gældende kønsrollemønstre, der ofte har rod i den kristne tro.
»I den offentlige ligestillingsdebat har man ikke erkendt, hvad det indebærer at have ligestilling. Det skal være et aktivt valg fra statens side, fordi det også har nogle økonomiske konsekvenser. Det koster en masse, som man ikke kan forvente at fattige lande kan overskue at sætte i værk. Så så længe man opretholder sociallovgivningen som noget nationalt, vil der ikke kommer til at opstå en europæisk feminisme eller et europæisk velfærdssamfund,« siger hun.
Hun bebrejder også dem, der binder Europas demografiske udvikling og de faldende fødselstal sammen med den manglende tro på Gud, og det faktum, at der er sat penge af på EU’s store forskningsprogram til at studere familiens kollaps, hvilket har en snert af afdøde Pave Johannes Paul II’s forudsigelser over sig, om at Europa går mod demografiske selvmord, fordi vi har forsaget religionen og familien.
Og den debat er forfejlet, mener Kari E. Børresen.
»Det handler jo ikke om, at der er for lidt religion, men at der er for lidt velfærdssamfund. De nordiske lande er dem, der kan fremvise de højeste fødselstal, og hvor der er de færreste tilfælde af abort,« siger hun.
Ifølge både Kari E. Børresen og Lene Sjørup er der ingen hjælp at hente hos EU’s to nyeste medlemmer, Bulgarien og Rumænien, der kom ind i klubben ved årsskiftet. Begge har et overvældende flertal af ortodokse kristne, der i spørgsmål om forplantning og kvinders rettigheder er endnu mere konservative end Romerkirken.
»Så sent som i sidste uge var den nye rumænske ambassadør i audiens hos paven, der fremhævede vigtigheden af familiens rolle i samfundet, og der er de ortodokse på helt samme linje som katolikkerne,« siger Lene Sjørup.
»Den ortodokse kirke har jo slet ikke været igennem en oplysningstid. De har stadig menstruationstabuer, hvor kvinder bliver anset for at være urene og ikke må gå til alters, når de menstruerer. Ligesom i den katolske kirke kan kvinde heller ikke præstevies, og dermed er de udelukket fra alle beslutningsprocesser og alle muligheder for at være med til at påvirke kirken indefra. Og nu kan de katolske og ortodokse kræfter slå sig sammen på disse spørgsmål på den europæiske scene. Den forening er et tilbageslag,« siger Kari E. Børresen