Community
Italiens kvinder har erstattet kvindekampen med en rolle som enten mønstermor eller sexobjekt. Samtidig har de den vesteuropæiske rekord ilav beskæftigelse og har hverken råd eller tid til at få børn. Blandt andet fordi de italienske mænd stadig opfører sig, som om de bor hjemme hos mamma. “Det er, som om vores samfund har glemt os”, siger demograf.
Af: Rikke Albrechtsen Foto: Getty Images m. fl.
Det er nogle gange svært at vurdere, om Italiens nyligt genvalgte statsminister Silvio Berlusconi bare er et misforstået komisk talent, eller om han rent faktisk mener, hvad han siger, når han taler om og med kvinder.
Manden, der sidder på magten i Italien har således en unik evne til at flirte med damerne, samtidig med at han fornærmer deres intellekt til det grænseløse. En evne, han demonstrerede et par uger før slutspurten på sidste måneds valgkamp, da han kom med en speciel bøn til Italiens kvindelige vælgere:
– Mine damer, på valgdagene har jeg en særlig mission til jer: Tag jer af maden. Tag nogle søde sager med til stemmeoptællerne, sagde manden, der tidligere har opfordret udenlandske virksomheder til at slå sig ned i Italien med begrundelsen, at Italien både kan byde på godt vejr og smukke sekretærer.
Selv om få italienske mænd på samme måde som den 71-årige storcharmør ligefrem giver udtryk for, at de italienske kvinder bedst udfører deres demokratiske pligt ved at bage kager, så er han ifølge ledende antropologer et godt billede på den mentalitet, der gør Italien til et ‘fallisk, gerontokratisk samfund’, hvor mændene – især de gamle – sidderbenhårdt på magtpositionerne.
– Vi er præget af en middelhavskultur, hvor mændenes opfattelse er, at kvinderne hellere burde blive derhjemme. Fordi det ikke er politisk korrekt, er det ikke noget, de italienske mænd siger højt, men det er det, de mener, siger Cristina Bombelli, der har undervist kommende italienske forretningsfolk ved MBA-uddannelsen på Milanos Bocconi-universitet i 20 år og har været med til at stifte business-netværket Laboratorio Armonia, der arbejder på at fremme ligestillingen på arbejdspladserne, inden hun åbnede sit eget konsulentfirma.
Og det med ligestillingen er bestemt ikke nået så langt, som hun kunne ønske sig.
De italienske kvinder har den vesteuropæiske rekord i lav beskæftigelse med kun lige godt halvdelen af kvinderne ude på arbejdspladserne. De sidder på det samme antal pladser i parlamentet som for 30 år siden – cirka 15 procent, og de har en forsvindende lille andel af de ledende stillinger.
Dette og andre lidet glorværdige meritter har gjort, at World Economic Forums årlige ligestillingsrapport placerer Italien på en 84.-plads ud af 128 lande. Placeret som nummer sjok i EU, bag lande som Rumænien og Bulgarien, som normalt bliver tildelt rollen som Unionens socialøkonomiske sorteper, og overgået af lande som Kenya, Tadsjikistan og Mongoliet, der ifølge undersøgelsen er rene ligestillingshøjborge i sammenligning med Italien.
– Det er skamfuldt, siger Cristina Bombelli.
Baben og la mamma
En af de underliggende årsager skal findes i det syn på kvinden i Italien, der bedst kan beskrives som en klassisk luder-madonna stereotyp, som især medierne er storforbrugere af.
Det er i hvert fald, hvad forskningschef for kulturelle studier ved socialforskningsinstituttet Censis, sociolog Elisa Manna kan konkludere. Hun har studeret repræsentationen af kvinder i de europæiske tv-medier og med mismod konstateret, at Italiens sendeflade glimrer ved at have et skævvredet kvindebillede, der overgår alle andre europæiske lande. Og at det er en trend, der på trods af 40 års kvindekamp er tiltagende snarere end aftagende.
– Den kulturelle opfattelse af kvinder er blevet bombet tilbage, og vi er gået over til et billede af kvinden, der er som taget ud fra 50’erne med den lille forskel, at der nu også er en meget stærk fokusering på kvinden som sexobjekt, siger hun og hentyder til den karakteristiske italienske vane med at krydre selv tilforladelige familiequizshows med et eget korps af letpåklædte damer i pailletbikinier. Mens talkshowværter flankeres af topmodel-babes, som udvælges ved offentlige casting-sessions.
Resultatet er det, som hun beskriver som et utroligt reduceret kvindebillede, der ud over rollen som seksuelt rovdyr eller sanger/danser/starlet også kan få lov til at være offer og optræde grædende i nyhedsudsendelser. Hvis hun altså ikke portrætteres som prototypen på la mamma, der laver tomatsauce fra bunden.
– Den evigt glade husmor, der elsker at forbruge forskellige husholdningsmaskiner. Du ved – den perfekte kvinde. Som Nicole Kidman i den der film, siger Elisa Manna og hentyder til genindspilningen af The Stepford Wives, hvor mændene har skiftet deres egenrådige koner ud med kagebagende robotkvinder, der opfører sig som en mellemting mellem husfaktota og sexkillinger.
Fagfolk er der til gengæld næsten ingen af.
– Hvis kvinder bliver inviteret i tv som eksperter, så er de eksperter i haute cuisine eller mode, men de er der aldrig i rollen som læger eller advokater, siger hun.
For Elisa Manna er det et problem, fordi det skaber et fravær af stærke, kvindelige forbilleder.
– Det giver et fuldstændigt åndssvagt signal til unge piger, som tror, at det er nok at være smuk og sexet og få et job på tv for at kunne klare sig i livet, siger hun og påpeger, at det allerede slår igennem i den yngre generation, som dyrker et meget aggressivt og udfordrende skønhedsideal.
– Altså godt nok er vi modens land, men der er en ægte besættelse omkring alt, hvad der hedder makeup og plastikkirurgi. I Italien ønsker de unge piger sig nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, siger Elisa Manna.
For hende at se mangler der en anerkendelse af, at det er et problem, at man kan markedsføre alting med baller og bryster, og at kvinderne har rollen som blikfang, men sjældent får lov til at sige to sammenhængende sætninger på italiensk tv.
– Der er stadig ikke nogen accept af, at det kulturelle billede har en indflydelse på det virkelige liv.
Men det er der jo. For hvis en dreng ser en kvinde som et seksuelt objekt, får vi en situation i fremtiden, hvor kvinden er et objekt, siger hun.
– Det er forfærdeligt for kvinderne i Italien, fordi realiteterne udenfor er fuldstændig anderledes, siger hun og peger på, at de unge italienske kvinder for eksempel klarer sig bedre i skolen og på universiteterne end mændene.
Mandemafiaen
Men det er netop efter skolen, at det bliver svært for de italienske kvinder at gøre sig gældende. Blandt andet på grund af en arbejdsmarkedskultur, der er meget maskulin og aggressiv, og som ifølge Cristina Bombelli bedst kan beskrives som mafiaagtig. Fordi den bygger mindre på meritter end på forbindelser.
– Det er ikke bare et kvindeproblem, det er et italiensk problem, siger hun.
– Generelt overvurderer vi betydningen af relationer. Alle har det sådan, at ens egen familie og slægtninge er bedre end andre mennesker, siger Bombelli og understreger, at blandt de kun fem procent af bestyrelsesposterne i de børsnoterede italienske selskaber, der er på kvindehænder, tilhører langt størstedelen damer, der sidder der, fordi de har det rigtige efternavn.
Det vil sige, at det reelle antal af kvinder, der er valgt til de italienske bestyrelser uden at have familieforbindelserne i orden, ligger på under to procent.
Resultatet er, at den italienske talentmasse ikke bliver udnyttet ordentligt, med mindre man kender nogen, der kender nogen. Og for kvinderne er det endnu sværere, fordi old boys-netværkene endnu ikke har lært at registrere dem, mener Cristina Bombelli, der påpeger, at det især er umuligt for kvinderne i Syditalien.
Regionen fungerer som en politisk og økonomisk klumpfod på resten af Støvlelandet og er tynget af 20 procents arbejdsløshed og meget lav industriel udvikling. Hvilket er lig med ingen udviklingsmuligheder for kvinderne.
– De talentfulde kvinder flytter enten op nordpå eller til andre lande, siger hun.
En af dem, som har pakket sydfrugterne og forladt en region i stagnation er 37-årige Barbara Mendolicchio. Hun er økonom og arbejder som forsker ved en tænketank i Bruxelles, mens hun skriver på sin anden ph.d.
Hendes første møde med realiteterne på det italienske arbejdsmarked var som forholdsvist nyslået økonom, der blev ansat som chef på et regionalkontor, der fordeler EU-midler til kommunerne i Abruzzo, øst for Rom.
– Alle dem, jeg skulle arbejde sammen med, var mænd over 50, siger Barbara Mendolicchio.
– De betragtede mig som en sekretær. De respekterede mig overhovedet ikke, sukker hun og forklarer, hvordan de ignorerede mødeindkaldelser, sjuskede med deadlines og generelt opførte sig, som om hun ikke eksisterede, ind til den dag hvor hun smækkede kassen i.
– Til sidst sagde jeg, at hvis de ikke kom til møderne, så fik de overhovedet ikke nogen penge til deres projekter, siger hun – og det hjalp.
For hende har der været en frihed forbundet med at flytte ud af Italien. Hun føler sig ikke nær så bundet af en stereotyp om, hvad en rigtig kvinde skal lave, som især er dominerende i det sydlige Italien, hvor hun kommer fra. Når hun er hjemme, bliver hun deprimeret over, hvordan de fleste andre kvinder bruger meget mere energi på at gå til frisøren og i fitnesscenter end at læse bøger, og at de næsten alle sammen står uden for arbejdsmarkedet.
Hun føler, at de har svært ved at forstå det liv, som hun lever.
– For dem er det at være forsker ikke et job. Fordi jeg ikke producerer en vare, man kan sælge. Det virker lidt, som om de tror, at jeg er på ferie, når jeg rejser rundt til konferencer, siger hun.
– Generelt misbilliger de min livsstil. Fordi jeg ikke som dem har valgt at ofre min karriere for en mand, siger Barbara Mendolicchio.
Den evige teenager
For de italienske kvinder ender det nemlig ofte som et valg mellem karriere og børn, hvilket kan ses på, at der er 20 procents forskel i beskæftigelsesraterne mellem kvinder med børn og dem uden.
Og problemet grundlægges allerede i ungdomsårene, fordi de italienske unge generelt har utrolig svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og ofte skal igennem en lang periode, hvor de går fra det ene ulønnede praktikophold til det andet, eller bliver ansat som ‘freelancere’, selvstændige eller på usikre korttidskontrakter, så virksomhederne slipper for at betale de sociale omkostninger, der hører til de tunge, stive livstidskontrakter, som italienerne normalt gør brug af.
Det betyder også, at 72 procent af italienerne mellem 20 og 30 år stadig bor hjemme hos mamma. Og omkring halvdelen af dem er endnu ikke flyttet ud, når de er fyldt 35.
– Gennemsnitsalderen er nærmest skræmmende høj, hvis du spørger mig. Nogle siger, at det er godt for det italienske samfund, fordi det styrker båndene mellem generationerne og blablabla. Men der er altså rigtig mange, som gerne vil væk fra deres forældre, men ikke kan, fordi de sidder i usikre jobs, siger demograf Letizia Mencarini fra institut for Statskundskab ved universitetet i Torino, der vedkender, at det også er et resultat af den stærke rolle som la famiglia stadig har i det italienske samfund.
– Det er nok også kulturelt. Vi har mindre sans for selvstændighed, og vi kan lide at være derhjemme, hvor vi bliver opvartet, men det er altså meget svært at være uafhængig her, fordi der ikke er nogen form for socialt boligmarked, og lejeboligere er sjældne og meget dyre, siger Letizia Mencarini.
Den lange skærsilds-agtige indtrædningsfase til det italienske arbejdsmarked, hvor man skal gå så grueligt meget igennem, før man kommer i sikkerhed i et fast job, er ifølge Giovanna Altieri, der er leder af forskningsinstituttet IRES, værst for kvinderne, fordi de bliver slået tilbage til start, hvis de undervejs vælger at få børn, fordi de ofte skal starte forfra i nye korte kontrakter.
Ifølge en ny undersøgelse, hun har gennemført, befinder en femtedel af de italienske kvinder på arbejdsmarkedet sig således på kontrakter, der ikke giver nogen sikkerhed i ansættelsen, ret til barsel eller andre sociale ydelser.
– Risikoen for at miste sit arbejde eller miste muligheden for at gøre karriere, er meget høj, hvis man bliver gravid, siger Giovanna Altieri.
– Det er en af hovedårsagerne til, at folk gerne vil arbejde i det offentlige, fordi i den sektor er du bedre beskyttet, understreger forskeren.
Aldrig tid til børnene
Det gør 47-årige Maura Naurin. Hun er dommer i strafferet ved Domstolen i Sassari på Sardinien og har prist sig lykkelig for ikke at være i det private arbejdsliv, da hun fik sine to børn, der i dag er syv og 10 år.
Men at styre et fuldtidsjob og en rolle som mor har alligevel været nærmest umulig for hende, og hun har været nødt til at hyre hjælp udefra for at få tiden til at hænge sammen.
– Jeg har aldrig tid til at se mine børn, siger Maura, som har måttet indse, at der er nogle ting, som hun bare må give afkald på, hvis hun vil have det til at fungere. Og det er en af grundene til, at hun for nylig har skiftet civilretten ud med strafferetten.
– Da jeg arbejde med civil-sager, arbejdede jeg altid fra otte morgen til otte aften, siger hun.
I hendes nye stilling er arbejdstiderne sådan, at hun nogle gange kan få fri allerede ved fem-seks-tiden, hvilket er tidligt for italienske forhold – især på de høje poster.
– Det er mindre hårdt, og de lader mig gå meget tidligere, siger Maura Nardin, som selv om det smerter hende at være så meget væk hjemmefra, aldrig har overvejet at opgive sin karriere.
– Det er jo et arbejde, som man virkelig dedikerer sig til, og som man har kæmpet for. Man gør det jo for sin egen skyld, siger hun.
Landet uden familiepolitik
Men den afvejning er der, ifølge Giovanna Altieri fra IRES, rigtig mange kvinder, der ikke har råd til at lave.
– Kvinderne får lavere løn og har dårligere vilkår, og derfor er især de uuddannede mere villige til at trække sig helt ud af arbejdsmarkedet, fordi gevinsten ved at blive ikke er stor nok til at kunne betale nogen for at hjælpe med familien, siger hun og pointerer, at det simpelthen ikke ligger til den italienske offentlige sektor at støtte sine borgere i at forlige børn og job.
– Det er et privat problem for den enkelte familie – ikke for staten, siger Giovanna Altieri.
Men dette private problem bliver offentligt ret hurtigt, i og med at Italien har en af de allerlaveste fødselsrater i EU, hvilket er en tikkende pensionsbombe under en i forvejen skrøbelig økonomi.
Lige nu fødes der 1,3 barn pr kvinde, hvilket er lavere end de to børn, den gennemsnitlige italienske kvinde ifølge undersøgelser ønsker sig. Og langt fra at kunne holde den italienske befolkning fra at skrumpe. Prognoser forudser, at antallet af italienere vil falde fra 58 millioner til omkring 52 millioner over de næste 40 år, hvis ikke der bliver sat gang i bambini-produktionen.
– Det vi oplever nu er, at kvinderne får det første barn sent i livet, ligesom i de fleste andre europæiske lande. Men så har de så svært ved at få det til at hænge sammen, at de simpelthen ikke vil have nummer to, siger demograf Letizia Mencarini fra universitetet i Torino og peger på to vigtige sammenhænge her.
For det første at der langt fra er institutionspladser nok. Kun otte procent af de italienske poder får en plads i en offentlig vuggestue, inden de er tre. Og lægger man de private pasningsordninger til, er det stadig kun 10 procent, der ser indersiden af en offentlig institution, før de når børnehavealderen.
For det andet, at faderen er så godt som fraværende i ligningen.
– Kvinderne i Italien lever bare ikke i et ligestillet samfund, og det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg er feminist eller sådan noget, understreger hun.
– Hvis du lægger den tid, som de italienske kvinder bruger på deres job, sammen med den tid, de bruger på at holde hus, så arbejder de gennemsnitligt mere end nogen andre kvinder i Europa, siger Mencarini.
Derfor mener hun også, at kvindernes plads på arbejdsmarkedet for rigtig mange mennesker står og falder med, om de kan få hjælp til børnepasningen hos deres forældre.
– Halvdelen af alle italienske småbørn bliver passet af deres bedsteforældre, påpeger demografen.
Bedst er bedste
Det har danske Mette Franchetti Pardo oplevet på sin egen krop. Den 77-årige forfatter og forhenværende repræsentant for Dansk Turistråd i Rom er gift med en italiensk mand og er i dag stolt bedstemor til seks italienske børnebørn.
– Hvis Italien ikke havde bedsteforældrene, så kunne de godt lukke. Alt hænger og hviler på dem, det er lige før, de også ammer børnene, siger hun, så klog af både egen erfaring og andres, at hun har skrevet en hel bog om at være bedstemor i Italien.
– Det er det, som hele samfundet støtter sig til. Når min datter skal opereres, så tager jeg ned og tørrer børnene bag ørene og sørger for de kommer i skole, siger hun.
Og det bliver også forventet af dem, fordi de har muligheden for det.
– I min generation er der ingen kvinder, der har arbejdet. Mine veninder og mine svigerinder har alle sammen gået på universitet og fået uddannelser, men de ved ikke, hvad der er op og ned på en kontorstol, siger hun.
På spørgsmålet om, hvorfor børnenes fædre ikke bare tager noget mere ansvar og giver en hånd med, er Mette Franchetti Pardo ved at falde ned af stolen af grin.
– Hahahahaha, skratter det i telefonen fra hjemmet lidt uden for Rom.
– De ville slet ikke kunne tage sig af det. Huset ville brænde og børnene ville dø. Det kan de ikke, siger hun og påpeger, at mændene i hendes generation i hvert fald ‘knapt kan komme fløde på et par jordbær’.
Men hun tror, at det trods alt er ved at ændre sig en lille smule.
– Det bliver det nødt til, siger hun
Men demograf Letizia Mencarini har en fornemmelse af, at det godt kan blive rigtigt svært at få vendt den italienske skude.
– I øjeblikket har jeg ikke særlig høje forventninger, for Italien kæmper virkelig på mange planer, siger hun og nævner økonomien, den lave vækst, arbejdsløsheden og udgiften til sygehuse og pensioner, som langsomt gnaver i det italienske samfund, hvor over halvdelen af italienerne decideret føler sig fattige.
– Når ressourcerne er små, så bliver de nødt til at blive brugt med det nøjagtige mål for øje, at de skal være effektive. Og der har familiepolitikken bare ikke nogen høj prioritet, siger Letizia Mencarini.
– Det er, som om samfundet er imod os, siger hun med et suk.
Men ifølge mediesociolog Elisa Manna kommer Italien aldrig ud af moradset, hvis man ikke får kvinderne mobiliseret ordentligt. Og det sker først, hvis man anerkender dem som andet end blikfang.
– Jeg tror meget stærkt på, at kulturen bestemmer den økonomiske situation. Så hvis der er en generel kvindeopfattelse af denne slags, så er det klar, at der kommer en økomisk og politisk kløft. Og faktisk tror jeg ikke, at tingene ændrer sig, før man får ændret kulturen, siger Elisa Manna.
Og det kan synes temmelig op ad bakke med Berlusconi siddende bag tøjlerne.
I hvert fald hvis man lytter til det svar, han under valgkampen gav 24-årige Perla Pavoncella, da hun i en direkte tv-debat spurgte, hvordan en ung kvinde som hun nogensinde skulle få råd til at betale en husleje eller stifte familie.
– Måske skulle du tage og gifte dig med én som Berlusconis søn, eller en anden som ikke har den slags problemer, lød rådet fra den altid solbrændte multimilliardær.
– Med et smil som dit kan det måske endda lykkes for dig.